Århus Elite
Århus Elite +45 89386000

Et spændende år – og nye udfordringer forude

d. 2. juni 2010

Et år er gået, siden Jan Christensen tiltrådte som direktør for Århus Elite. I den forbindelse har Århus Elites magasin TRIBUNE talt med direktøren, som har stået i spidsen for en gennemgribende omstrukturering af virksomheden blandt andet ved at finde nye ejere til fem sportsselskaber, og som nu står over for nye, store udfordringer med AGF’s nedrykning fra den bedste række.

Hvordan har du oplevet dit første år i spidsen for Århus Elite?
Det har været et år, hvor hver eneste dag har været spændende. Jeg vidste godt, at detvar en stor udfordring, da jeg startede. Da vidste vi jo, at året ville ende skidt rent økonomisk (et underskud på 43 millioner kr. i regnskabsåret 2008/09, der blev
afsluttet to måneder efter Jan Christensens tiltrædelse, red.). Så jeg vidste godt, at der skulle ske en ændring af virksomhedens måde at gøre tingene på, og at det ville blive hårdt arbejde. Det har det absolut også vist sig at være.

Hvordan har det været i forhold til forventningerne?
Det har levet fint op til forventningerne. Det er et interessant og dynamisk job, hvor der er meget kort fra ide til handling. Med en særdeles engageret kundekreds og medarbejderstab. Når det er sagt, så er det et ekstremt krævende job – både i timer og i intensitet.

Der er stort fokus på AGF og dermed på dig fra mediernes side. Hvordan har du oplevet det?
Det er en del af jobbet. Det er ikke noget, der generer mig, men det er heller ikke noget, jeg synes, beriger jobbet. Og det er væsentligt at slå fast, at det ikke påvirker mig og mine beslutninger, hvad der bliver skrevet i medierne.

Hvad har været den vigtigste beslutning i dit år i direktørstolen?
Den vigtigste og rigtigste beslutning har været at fokusere virksomheden ved at finde nye ejere til de øvrige sportsgrene. Beslutningen var svær, fordi man har skullet gøre op med noget, som dygtige mennesker har besluttet. Men de har gjort det på et tidspunkt, hvor verden så helt anderledes ud. Der var ingen vej udenom.

Ja, der er sagt farvel til fem sportsselskaber. Hvilken betydning har det fået og vil det få for dit arbejde?
Det har betydet, at vi har fået en langt mere fokuseret organisation, og det giver mig nu – og det ville vi have gjort, uanset om vi var rykket ned eller ej – mulighed
for at komme tættere på fodboldforretningen og den sportslige sektor i og med, at vi nu kun har to forretningsenheder, Atletion og AGF Fodbold. Det mener jeg, er vigtigt i et selskab som vores, at den ansvarshavende ikke er alt for langt væk fra, hvor tingene sker.

Hvorfor er det vigtigt?
Det er altid vigtigt i mindre virksomheder, at den, der sidder med ansvaret, er tæt på. Det giver mere sikkerhed i, at vi gør de rigtige ting. Det er jo specialister, vi har overalt i virksomheden, og det har jeg selvfølgelig den yderste respekt for, men det betyder, at vi kan tage hurtigere og sikrere beslutninger, når afstanden ikke er så stor.

Nu sagde du indledningsvis, at meget har været som forventet. Men så er der kommet en nedrykning, som var alt andet end forventet. Hvad har det gjort ved din opgave?
Vi var kommet langt med at slanke virksomheden, således at vi havde en fokuseret forretning. Det er klart, at en nedrykning er en alvorlig streg i regningen. Det betyder, at det er umuligt, på kort sigt, at leve op til vores målsætning om at spille i den bedste halvdel af Superligaen, og det har naturligvis også økonomiske konsekvenser. Men det er jeg sikker på, at ledelse og bestyrelse sammen kan håndtere.

Hvordan har investorerne reageret på nedrykningen?
De, jeg har talt med, er skuffede ligesom alle os andre. Men der er ikke noget, der tyder på, at de ikke også står last og brast med os i den tid, vi kommer ind i.

Hvad har du og organisationen lært af det år, der er gået?
Vi har lært meget, som vi skal gøre brug af i de kommende år. En af tingene er, at vi skal være mere loyale over for vores værdier, og at alle skal vise en stor grad af ydmyghed i alle dele af organisationen.

Hvad skal gøres anderledes fremover?
Det vil jeg gerne vente lidt med at svare på. Vi arbejder som bekendt med en plan, hvoraf en del vil blive offentlig.

Hvad kommer planen til at indeholde?
Den kommer blandt andet til at indeholde noget omkring vores målsætning, vores cheftræner, vores spillertrup, vores økonomi og – frem for alt – vigtigheden af,
at vi efterlever vores værdier.

Er det noget, man skal blive bedre til – at efterleve værdier?
Vi har i vores fodboldforretning nogle værdier, som hedder passion, engagement, ansvarlighed og respekt. Derudover bliver ydmyghed et vigtigt træk de kommende
år. Det er fantastisk vigtigt, at vi efterlever det, nu da vi skal spille i første division, og for at virksomheden kommer i økonomisk balance.

Hvad skal være på plads, før planen kan lanceres?
Det ville være mest hensigtsmæssigt at lancere planen, når vi kender cheftræneren og ved, hvilke spillere der er til rådighed. Og når vi ved lige præcis, hvordan
vores indtægtsside ser ud på sponsorater. Men det er jo noget, som bider sig selv i halen. Spillertruppen kan først være på plads, når vi er igennem transfervinduet,
og vi ved, hvilket økonomisk grundlag vi har at gøre med. Og nogle af sponsorerne vil godt lige se først, hvad det er for et sportsligt setup, vi har at gøre med, før de beslutter sig for, hvilke sponsorater de ønsker at tegne.

Hvordan finder man balancen mellem at skære i udgifterne, hvilket i sagens natur må blive nødvendigt qua faldende indtægter, og at have et slagkraftigt hold, som skal sikre oprykning?
Det afhænger jo delvis af vores målsætning – om vi satser på en hurtig eller langsom tilbagevenden til Superligaen. Der har vi altså valgt at satse på en hurtig tilbagevenden. Når vi gør det, bliver vi også nødt til at have en dygtig træner, en fornuftig spillertrup og et stærkt sportsligt og kommercielt setup. Derfor bliver
vi nødt til fortsat at fastholde et vist omkostningsniveau i det kommende år. Men samtidig skal vi finde de besparelser, som nu engang er mulige, uden
at vi sætter den sportslige målsætning over styr. Så det er en hårfin balance. Det gælder om at være optimismistisk, men også at udvise økonomisk ansvarlighed.

Hvad hvis det kikser, når man vælger at satse på den korte tid i den næstbedste række?
Sådan er det med alle planer. Man følger planen, indtil forudsætningerne ændrer sig, og man bliver nødt til at lægge kursen om. Så hvis oprykning ikke lykkes
det første år, så justerer vi på planen ud fra de forudsætninger, der måtte være til den tid.

Kan nedrykningen bruges som en slags ny start?
Det kan den. Men når det er sagt, er det også vigtigt at holde fast i alle de forhold i selskabet, der fungerer fint og kombinere det med nye tiltag, der kan skabe en
”ny” start og ny optimisme. Nu har vi jo blandt andet valgt at skifte træner, fordi vi mener, der er brug for en anden mand til at stå i spidsen for et førstedivisionshold,
hvor der bliver spillet anderledes, og hvor der måske er behov for en anden spillestil. Og så arbejder vi jo intensivt med at lære af de fejl, vi har begået det seneste år.

Med det, du siger her, og det, der er sagt tidligere, så tyder det på, at profilen på en ny træner, må være én, der kan skabe resultater her og nu…
I og med, at vores målsætning er at rykke op så hurtigt som muligt, så er nummer et for den træner, vi tilknytter, at skabe resultater. Og målsætning nr. to det er altså også at skabe resultater. Det behøver ikke at være i modstrid med at spille underholdende og spændende, men det er afgørende, at vi vinder nogle fodboldkampe i den kommende sæson.

Der er blevet evalueret grundigt på foråret. Tommelfingeren blev vendt nedad for Erik Rasmussen, men opad for sportschef Brian Steen Nielsen. Du har været inde på trænersituationen. Kan du begrunde det andet valg – at holde fast i sportschefen?
Brian har blandt andet to væsentlige funktioner. Den ene er at sikre, at vi har nogle dygtige og fornuftige spillere på holdet. Og den anden er at udvikle, købe og sælge fodboldspillere. Der mener jeg, at vi – og i øvrigt også Erik – har tilkendegivet mange
gange, at vi rent faktisk har en kompetent trup. Derudover mener jeg, at vi har gjort det fornuftigt på transfersiden de seneste år, og jeg mener også, vi har nogle salgbare spillere. Så Brian har gjort nogle væsentlige, positive ting over de seneste år, og derfor er det naturligt at han fortsætter som sportschef fremover. Derudover er det selvfølgelig også vigtigt, at vi har en kontinuitet i vores sportslige sektor, og det er han blandt andet eksponent for.

Det siges ofte, at AGF har et stort potentiale. Men hvad skal der til for, at potentialet indfries?
Der er for mig at se to potentialer. Der er et sportsligt og et kommercielt, og de to ting hænger direkte sammen. Jeg mener stadig, at vi med beliggenhed i landets
næststørste by har mulighed for at tiltrække endnu større sponsorindtægter. At det er vanskeligt, skyldes blandt andet, at der ikke er ret mange store virksomheder
med hovedsæder i Århus i forhold til i København, eftersom det jo ofte er hovedsædet, som tegner sig for de allerstørste sponsorater. Og for det andet er Århus af en størrelse, hvor man stadig godt kan drive en mindre eller mellemstor virksomhed uden at være sponsor i AGF, hvilket er meget vanskeligere i for eksempel Midtjylland, hvor stort set alle byens virksomheder optræder som sponsor.

Hvordan knækker man koden til at få del i flere sponsorkroner?
Vi må vise, at vi kan drive en økonomisk ansvarlig virksomhed, der også kan skabe sportslige resultater. Og det er selvfølgelig det, opgaven går på på nuværende
tidspunkt. Også her er ordet ydmyghed væsentligt.

Og hvad med det sportslige potentiale?
Jeg forventer som sagt, at vi, når vi kommer ud af sommerens transfervindue, stadig har en af de bedste og dyreste spillertrupper i Viasat Divisionen. Og en kompetent og professionel sportslig sektor. Det burde derfor være muligt at spille med om oprykning, hvis vi samtidig sikrer, at vores spillere er 100 procent motiverede for at yde en optimal indsats i hver eneste kamp. Men det bliver absolut ikke nemt. Hvis vi samtidig kan udnytte det kommercielle potentiale, vores beliggenhed giver os, så mener jeg på sigt, det er muligt at øge truppens værdi tilsvarende – og på sigt at komme til at spille med i den bedste halvdel af Superligaen. Det er stadigvæk målet på sigt, men først og fremmest koncentrerer jeg og resten af organisationen sig om det kortsigtede mål – at komme tilbage i Superligaen hurtigst muligt.

 

Læs TRIBUNE >>

 

 

Tilbage

SENESTE NYHEDER
NYHEDSKATEGORIER
KONCERNPARTNERE
NRGi
TDC
Århus Stiftstidende
Hummel
Copyright © 2005 - 2010 Århus Elite A/S